Kinesiologi er udviklet af kiropraktorer i USA i 1960'erne. De kombinerede vestens viden om nerver, organer og muskler med kinesernes viden om yin og yang, meridianer og akupunkturpunkter.
Siden er der udviklet flere grene af kinesiologien, bl.a. indlæringskinesiologi, stressfrigørelse og personlighedsmønstre.
Ved en kinesiologibehandling arbejdes der med at få energierne til at flyde frit i kroppens meridiansystem, så man fungerer bedst muligt og så kroppens selvhelbredende evner aktiveres. Derved genskabes balancen i krop, psyke og sjæl.
Meridianbaner er energibaner, der leverer energi til muskler og organer. Der er 14 hovedmeridianer, som hver er knyttet til et organ samt en eller flere muskler.
I kinesiologi bruger man muskeltests som feedback til at finde ud af, hvad der skal arbejdes med, hvad der stresser, og hvor der er ubalancer. Ved muskeltests holder man en arm eller et ben i en bestemt position. Behandleren trykker nu blidt på musklen og checker, om musklen låser eller giver efter.
Ved at bruge muskeltestning finder vi let ud af, hvad der skal arbejdes med, og der kommer kun det frem, som klienten er klar til at arbejde med.
Kinesiologi er et rigtig godt redskab til at arbejde med kroppen og psyken samtidig, så gammel stress kan fjernes helt ind på celleplan.
Du kan finde meget mere viden om kinesiologi på kinesiologiforeningens hjemmeside.
Hvordan foregår en kinesiologibehandling?
Hele behandlingen er et samarbejde mellem mig og klienten, hvor klienten selv arbejder med.
Vi starter oftest behandlingen med at lave et mål for, hvad klienten gerne vil opnå, og vi finder nogle sætninger, der fokuserer på det, der stresser i forbindelse med målet.
Derefter finder vi ud af, hvad der kommer ud af balance i kroppen, når klienten tænker på målet. Det gør vi ved muskeltests.